Fra nationalpark til møgbænk i skolegården

28-02-2016

Unge med særlige behov producerer mistbænke, der hjælper Nationalpark Thy Klasseværelset med at gøre det nemmere for lærere, at flytte undervisningen ud i det fri.

undefined

Mistbænk betyder møgbænk. Det er en slags minidrivhus, som eleverne fx kan bruge til spiringsforsøg. Mistbænkene er produceret af de unge fra den social økonomiske virksomhed Thy Naturkraft under bo og jobtilbuddet Elmelund. De unge har fældet træerne i Tved Klitplantage og hjembragt dem til den gamle skovløber bolig Såruphus. Her er træerne blevet savet op på Thy Naturkrafts savværk, hvorefter de er høvlet og rettet på træværkstedet. Montage og levering har de unge også været involveret i med støtte fra de faglige værkfører.

Brian Nyby fra Elmelund fortæller ”Det var været en god og lærerig proces for de unge på Thy Naturkraft. Det giver glæde og mening, at være med helt fra start til levering på de forskellige skoler. Det styrker også at se, at andre bliver glade for det man har lavet.”

Bo Immersen, projektleder i Nationalpark Thy er begejstret for samarbejdet. ”Det er fantastisk at være med i et projekt, som giver mening på mange forskellige måder. Vi kan udnytte lokalt træ fra nationalparken, som forarbejdes af en socialøkonomisk virksomhed til brug i skolerne, så vores børn kan lære om fx spiring og hvad jordbundsforhold gør for væksten. Derefter kan de sammenligne med planternes vækst ude i nationalparken.”

Nationalpark Thy Klasseværelset har lavet en række undervisningsforløb knyttet til mistbænken og til nationalparken. Forløbene kan hentes på nationalparkens webside.

Lige nu arbejder folkene bag Nationalpark Thy Klasseværelset på at færdiggøre en ny undervisningsportal, som indeholder undervisningsforløb knyttet til Thy og nationalparken. Den ventes klar om en måneds tid.

 

 

Yderligere info:

Bo Immersen, Projektleder/Formidlingskoordinator, , Direkte 7254 1505, Mobil: 2222 1662.

Brian Nyby, Jobkonsulent, Elmelund, , Mobil 3045 8948

 

Se indslag fra Nationalpark Tv om fremstillingsprocessen.