Ny undervisningsportal giver muligheder for udeskole

06-06-2016

Nationalpark Thy Klasseværelset lancerer i dag en ny hjemmeside, hvor folkeskolelærere og andre undervisere kan finde inspiration og konkrete undervisningsforløb til udeskole.

undefined

Det kan være en stor glæde for både ung og gammel at komme ud i naturen. Der er plads, frisk luft og højt til himmelen. Og naturens egne processer og mekanismer kan inspirere store og små til at se på tingene på nye måder.

Det er i hvert fald et af målene for Nationalpark Thy Klasseværelset, der i dag lancerer en ny undervisningsportal for udeskole i Thy. Portalen er lavet i samarbejde med de andre danske nationalparker og rummer en lang række konkrete undervisningsforløb, som er målrettet forskellige alderstrin i grundskolen.

Forløbene handler ikke kun om nationalparkens biologi og geografi. Elever kan også blive klogere på fag som matematik, dansk, historie og billedkunst.

De kan for eksempel lære om brøker, mens de laver mad over bål. Eller de kan blive bedre til at kende forskel på ordklasser ved at kigge rigtigt grundigt på et træ.

-          Jeg er super glad for, at vi efter et længere forarbejde kan offentliggøre de mere end 40 undervisningsforløb, som lærere kan bruge til at flytte undervisningen ud i nationalparken, forklarer Nationalpark Thys projektleder, Bo Immersen.

Forløbene er udviklet af en lille gruppe af lærere og naturvejledere, og nogle er allerede afprøvet i samarbejde med lokale skoler. Portalen rummer dog ikke kun undervisningsforløb. Her vil også være generelle oplysninger samt inspiration og hjælp til lærere, der ønsker drage nytte af udeskolens muligheder.

-          Det er ikke kun vores opgave at lave færdige undervisningsforløb. Vi rådgiver også lærere om, hvor forskellige former for udeskole kan foregå henne, og hvordan de kan bruge nationalparken i undervisningen, forklarer Søren Krag, der er naturvejleder i Thisted Kommune og projektmedarbejder i Nationalpark Thy Klasseværelset.

Den nye portal med forløb og oversigt over udeskole-faciliteter kan ses på hjemmesiden www.nationalparkthy.dk/klassevaerelset, hvor det også er muligt at læse om mere om Klasseværelsets aktiviteter.

 

Nationalpark Thy Klasseværelset er et samarbejde mellem Thisted Kommune, Naturstyrelsen Thy, Museum Thy og Nationalpark Thy med støtte fra Friluftsrådet.

Samarbejdet er et tre-årigt projekt, som slutter med udgangen af 2016.

Klasseværelsets medarbejdere er projektleder Bo Immersen, Nationalpark Thy. Naturvejleder Søren Krag, Thisted Kommune. Lærer Mette Skovsted Pedersen, Nors Skole. Lærer Gitte Femhøj, Østre Skole.

 

Yderligere oplysninger:

Bo Immersen, Projektleder, Nationalpark Thy
, Direkte 7254 1505, Mobil: 2222 1662.