Hjemmesiden skifter udtryk
04-06-2014Mere fokus på oplevelser på Nationalpark Thys nye hjemmeside
Hjemmesiden vil fortsat formidle naturen, de vilde arter og kystkulturen som nationalparkens største trækplastre.
Tag på en firedages cykeltur, på vandring i klitterne eller på krondyrssafari i Danmarks største vildmark.
De vilde naturoplevelser står nærmest i kø på Nationalpark Thys nye hjemmeside, som netop er gået i luften. Hjemmesiden har været igennem en større ”make-over” for i højere grad at vise nationalparkerne som rammen om de helt store naturoplevelser for hele familien.
- Nationalpark Thy rummer noget af landets fineste og vildeste natur, og der er utrolig mange oplevelsesmuligheder, som vi med den nye hjemmeside gør det endnu nemmere at finde ud i, siger formanden for Nationalpark Thy, Ejner Frøkjær.
Fra forsiden bliver besøgende nu ledt direkte hen mod beskrivelser af parkernes mange seværdigheder og aktiviteter – med alle de oplysninger, som den kræsne, moderne gæst forlanger både før, under og efter besøget. En slags ”Turen går til nationalparken”.
Fra hjemmesiderne er der også link til andre kilder, herunder Naturstyrelsens nye digitale guide, med beskrivelser af naturområderne, seværdigheder, historie, geografi, dyr og planter.
Alt kan hentes på mobilen
- Vi mener, at vi er på vej til en præsentation af parkerne, så det bliver både nemt og sjovt at stifte bekendtskab med Danmarks største og fineste naturområder, både på stedet, foran computeren og på telefonen, siger Pelle Vedel Krog, webchef hos Naturstyrelsen, som har udviklet den nye side for nationalparken.
I første omgang er Nationalpark Mols Bjerge og Nationalpark Thy gået i luften, og snart følger Nationalpark Vadehavet.