Nationalparken kortlægger markfirbenet

Hvor mange af de livlige små øgler lever der mon i Nationalpark Thy

Det vrimler for tiden med små grønne øgler i det vestlige Thy. Det er hanner af markfirben, som her i parringstiden forsøger at gøre indtryk på hunnerne i klitlandskabet ved at skifte farve.

Men hvor mange markfirben er der egentligt i nationalparkens område? Det skal en undersøgelse forsøge at finde svar på som led i målsætningen fra nationalparkplanen om at fremme kendskabet til de specielle arter og naturtyper i nationalparken.

Og første skridt bliver en kvantitativ registrering, som netop er begyndt. Den skal foregå på 40 lokaliteter, som repræsenterer naturen i Nationalpark Thy. Her om foråret vil feltarbejdet bestå i at tælle antallet af ynglende voksne, mens det i sensommeren antallet af unger, der er fokus på.

Resultaterne vil blive sammenholdt med analyser af luftfotos. Herfra vil konsulenterne fra Amphi-consult vurderer, hvor stor bestanden i hele nationalparken er. Og den samlede vurderingen vil så fremover bliver brugt til at målrette forvaltningen af markfirbenet, som er beskyttet af EF’s Habitatdirektiv.

Grønne øgler

Markfirbenet kendes fra det almindelige firben på sin kraftigere bygning og kortere ben. Hovedet er ret højt og sammentrykt. Øreåbningerne er store og iøjnefaldende. I Danmark kan den blive op til 23 cm lang, hvoraf det meste er hale.

Om foråret kendes hannen let fra hunnen på sine grønne kropssider med mørke pletter. Hunnen er lidt større end hannen og gråbroget både på ryg og sider. Hos begge køn er der et gennemgående lysegråt bånd langs ryggens sider.

Markfirbenet lever på steder med bar og sandet jord. Det kan være heder, klitter, overdrev eller råstofgrave. Stedet skal have stor variation og forskellige planter. Det giver nemlig mulighed for mange insekter, for at solbade og for at kunne søge tilflugt for fjender. Variationen i landskabet gør det muligt for dyret hurtigt at skifte mellem varme og kølige steder og dermed regulere sin kropstemperatur.

Markfirbenet har naturlige fjender i form af rovdyr og fugle. Men den største trussel mod det er, at de nødvendige levesteder gror til. Det må ikke fanges, slås ihjel eller forstyrres med vilje.