Projektleder søges til naturområdet
01-08-2012
Nyhed
Planlægning
Nyhedsinformation
Nationalparkforside
NP-Thy
Kunne du tænke dig at være vores nye projektleder på naturområdet, så er dette job måske noget for dig?
Nationalpark Thy er skabt af havet, vinden, sandet og saltet. Det er et særpræget og uspoleret klit- og klithedelandskab, der indeholder nogle af Danmarks reneste søer og strækker sig 55 kmlangs vestkysten af Thy. Mod øst grænser store plantager op til landbrugslandet. Vi kalder det "Danmarks største vildmark!.
Arbejdsopgaver
Som projektleder på naturområdet skal du:
- planlægge, igangsætte og gennemføre naturprojekter i nationalparken i samarbejde med lodsejere, myndigheder og rådgivere
- medvirke i løsningen af andre af nationalparkens opgaver i relation til udvikling, informationsvirksomhed og drift
- deltage i udarbejdelsen af kommende nationalparkplaner
Faglige kvalifikationer
Som projektleder forventes det at du:
- har en relevant kandidatgrad
- har interesse for den danske natur, gerne med et kendskab til nationalparkens naturtyper og arter
- har kendskab til lovgivning og tilskudsmuligheder på naturområdet
- er vant til at formidle naturen på skrift og i tale på dansk og engelsk
Hvis du har erfaring med projektledelse vil det tillige være et plus.
Kompetenceprofil
Som projektleder forventes det
- du er god til at netværke og samarbejde, og er opsøgende og udadvendt i forhold til opgaver og samarbejdsrelationer
- du arbejder selvstændigt og kan samtidig være en del af et team, og har en positiv og humoristisk indstilling
- du er god til at strukturere og tilrettelægge arbejdet, og gennemføre og afslutte opgaver til fastsatte deadlines
- du har et godt overblik, sans for detaljer og gode kommunikative evner
- du har kendskab til GIS på brugerniveau (f.eks. MapInfo)
- har gode sprogkundskaber i engelsk, og gerne kendskab til tysk.
Dertil kommer at du har kørekort til personbil og mulighed for at stille bil til rådighed i tilknytning til arbejdet.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst med Finansministeriet og den faglige organisation. Der vil være mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg. Ansættelsesområdet er Nationalpark Thy, Søholtvej 6, 7700 Thisted.
Flere oplysninger fås hos bestyrelsesformand Ejner Frøkjær (tlf. 9796 1252) eller nationalparkleder Else Østergaard Andersen (tlf. 9618 5230).
Sådan søger du: På www.mim.dk under ledige job, via stillingsopslaget søges elektronisk ved at trykke på "Send ansøgning" nederst. Dine oplysninger plus ansøgning og CV skal vi have senest den 30. august 2012. Vi forventer at afholde samtaler den 13. september 2012.