Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Hanstholm Fyr

Udsigten fra de høje skrænter eller oppe fra fyret er enestående, og man gribes af elementernes storhed. Lige så imponerende er synet, når man står neden for skrænten og kigger op til toppen af den dramatiske skråning, hvor huse og bunkers ligger helt ud til kanten og nærmest klamrer sig fast. 

Hanstholm fyr

Hanstholm Fyr blev bygget i 1842-43 tæt ved Hansted Kirke højt på Hanstholmknuden. Syd for fyret blev en bolig til fyrmesteren opført, og den tilhørende have er en herlig, læfyldt plet, hvor de besøgende kan tage et hvil og spise den medbragte mad. 

Fyret er bygget for at vejlede skibene i den farlige færd uden om Hanstholmknuden, men det fungerer samtidig som byens vartegn, der guider os frem og byder velkommen. Fyrtårnet er 23 m højt, og takket være den høje beliggenhed sender fyret lyset ud i en højde på 65 m over havet.

Hanstholm Fyr var Danmarks første roterende linsefyr, hvor lyset ved hjælp af linser blev brudt og samlet i strålebundter. I 1889 var fyrapparatet ikke længere tidssvarende, fyrtårnet blev forhøjet og linseapparatet elektrificeret som det første i Danmark. Et urværk fik apparatet til at rotere og blinke, og fyret viste dengang som nu tre korte blink hvert 10. sekund.

Fyret var på dette tidspunkt det stærkest lysende i hele verden. Den nye teknik var betydeligt mere omfattende, og bygningskomplekset blev udvidet betragteligt, blandt andet med maskinrum til dampmaskinerne. Der var desuden telegrafstation og vejrtjeneste knyttet til fyret. Lyset fra Hanstholm Fyr var således vigtigt for de forbipasserende skibe, men fyret havde også andre centrale funktioner for trafikken til havs.

Under 2. verdenskrig var man nødsaget til at slukke for fyret efter krav fra den tyske besættelsesmagt, der havde et stort fæstningsværk ved Hanstholm. Da Hanstholm Havn blev indviet i 1967, måtte man sætte fyrlampernes lysstyrke ned for ikke at blænde de skibe og kuttere, der anløb havnen. Fyrets lys kan nu ses ca. 40 km væk og er fortsat det kraftigste i Danmark.

Besøg i fyrtårnet

Hanstholm Fyr er stadig i drift, men driften er fuldstændig automatiseret. Der er adgang til fyrtårnet i dagtimerne; herfra er der vid udsigt over den nordlige del af Nationalparken. Hanstholm Turistinformation har til huse i den gamle maskinhal.

Der er adgang til fyrtårnet hver dag klokken 8.00-17.00.

undefined