Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Arrangementer i Nationalpark Thy

Kalender

Årets gang i Nationalpark Thy

Månedens fugl: Gråmåge (Larus Hyperboreus )

Gråmågen er en forholdsvis sjælden gæst i nationalparken. Den er på størrelse med vores største mågeart, svartbagen, men er meget lys. Det er en arktisk måge, og de fugle, som træffes herhjemme om vinteren, er næsten alle ungfugle.

Gråmågen har, modsat sølvmågen, hvide vingespidser helt uden sort. Den ligner meget hvidvinget måge, en anden sjælden arktisk vintergæst, men kan i sin første vinterdragt kendes fra denne på den skarpe afgrænsning mellem det lange, lyserøde næb og den helt sorte spids. Den unge gråmåge er lys okkerbrun med et næsten rødligt skær og en fin mønstring.

Gråmågen yngler i arktiske egne rundt om Nordpolen: langs Grønlands og Islands kyster, på Svalbard, langs Ruslands og Sibiriens Ishavskyst og Alaskas og Canadas nordlige kyster. Den lever nordligere end sølvmågen, men på Island, hvortil sølvmågen er indvandret for nylig, er bestandene blandet op med hinanden. Den yngler i mindre kolonier, på klippeafsatser eller mellem sten.

Gråmågen optræder her i landet hver vinter, men i meget begrænset antal. De fleste gråmåger ses i nordjyske fiskerihavne som Hanstholm, Hirtshals og Skagen Havn, hvor de tager fiskeaffald. I øvrigt er gråmågen ligesom sølvmågen altædende. Den tager fisk og fiskeaffald, krebsdyr og muslinger, andre fugles æg og unger, og på ynglepladserne tager den også ilanddrevne ådsler af havpattedyr.

Månedens vækst: Gul bævresvamp

Normalt forbinder vi ikke vinteren med svampetid, men der er faktisk svampe, som trives bedst i koldt og fugtigt klima. En af dem er Gul Bævresvamp. Svampen er almindeligt udbredt her i landet, og den er særdeles iøjnefaldende, fordi den ligefrem lyser op i vinterskoven med sine skriggule farver.

Gul Bævresvamp er slimet og har en geleagtig konsistens. Det er ikke en spisesvamp. Man finder den oftest på døde stammer og grene af løvtræ. Det afbildede eksemplar er fundet på gyvel i Vilsbøl Plantage.

Månedens fugl: Bomlærke (Miliaria calandra)

Bomlærken, som også hedder kornværling, er en standfugl, som findes almindeligt udbredt i det åbne land.

Netop nu ved vintertide samles bomlærkerne i flokke, som drager omkring i landskabet i søgen efter føde.

I yngletiden derimod fører fuglene en mere diskret tilværelse. Dog ser man ofte hannen siddende for eksempel på en hegnspæl eller en hegnstråd, hvor den synger sin hæse sang med vidt opspærret næb.

Bomlærken var i stærk tilbagegang i årene fra 1976 til 1993, og forskning har vist, at det skyldes landbrugets overgang til vintersæd. Det betyder nemlig, at stubmarkerne, som var bomlærkens foretrukne fødesøgningslokalitet om vinteren, i høj grad er forsvundet. I 1993 blev brakmarkerne indført, og det betød ny fremgang for arten.

Nu er der grund til at frygte, at brakordningens afskaffelse vil være et nyt negativt vendepunkt for bomlærken.

Månedens vækst: Hassel ( Corylus avellana )

Lige nu, hvor vinteren bider og alt i naturen er lagt på køl, kan man nemt forfalde til en utålmodig længsel efter de første forårsblomster.

Hvis vejret skifter og februar bliver mild, kan vi finde de første spæde forårstegn allerede sidst på måneden: Vintergæk, erantis og martsviol.

Men, ser man sig godt omkring, er det hasselbusken, som præsenterer den smukkeste blomst blandt alle de første, også selv om størrelsen ikke er prangende.

Hassel har været en del af den danske natur i over 10.000 år og har næsten lige så længe haft betydning for landets beboere med både ved og nødder. Hasselnødder er faktisk den "vilde" danske naturs allervigtigste frugt. I Nationalpark Thy finder du hasselbusken på den lidt bedre jord sammen med andre løvtræer og buske.

Allerede i sensommeren, når nødderne bliver brune og slipper busken, dannes hanraklerne, som overvintrer i knipper på 1-3 gråbrune, tæthårede, 1½-2 cm lange, cylindriske rakleknopper. Hunraklerne er små og sidder helt indesluttet en bladknop. Ved blomstringen rager kun de dybrøde grifler ud af knopspidsen og bebuder forårets komme. Se selv !

Månedens fugl: Trane ( Grus grus )

Tranen er klithederne og ødemarkens fugl. Det er derfor helt naturligt, at tranen indgår som et fremtrædende symbol i nationalparkens logo.

I mange år var tranen en meget sjælden ynglefugl med kun et par i Hanstholm Vildtreservat og først i løbet af 1990´erne begyndte den at yngle andre steder i Thy.

Ved ynglefugletællingen i 2009 blev der konstateret 22 sikre par og 20 unger i nationalparken. Bestanden udgør således ca. 1/3 af Danmarks ynglende traner.

Tranen er en meget stor fugl (110-120 cm), der i flugt holder halsen strakt og de lange ben tydeligt bagud. Fjerdragten er grå, dog med den øverste del af halsen og hovedet sort med røde og hvide tegninger.

Tranerne ankommer til yngleområderne allerede fra begyndelsen af marts måned.

Fra april kan man på stille aftener og morgener høre de etablerede par trompetere på mange kilometers afstand og er man rigtig heldig, kan man se deres specielle dans – tranedansen.

Fuglene yngler første gang i en alder af 4-6 år og danner par for livet. Normalt får de 1-2 unger på vingerne.

Gennem de senere år er Thy og Vejlerne i Nordvestjylland blevet efterårets samlingssted for alle de ynglende traner i det nordlige Jylland. Traneflokken stiger år efter år og er nu oppe på omkring 100 individer, som kan iagttages fra september og langt ind i november måned inden fuglene trækker mod syd.

Månedens dyr: Haren

Her i marts ser man ofte en del harer på græsningsarealerne i nationalparken. Det synes at være den tiltagende daglængde, der uanset vejrforholdene starter forplantningsadfæren.

Pludselig er der mange harer på de spirende lysegrønne marker. De løber tit i en lang række efter hinanden og fra tid til anden stopper de op og der opstår nogle heftige ”boksekampe”. Lidt efter lidt forlader de parvis – han og hun, som i jægersprog benævnes henholdsvis ”ramler” og ”sætter”, gruppen af parringslystne harer, hvorefter der finder et ”frieri” sted, som eventuelt fører til parring den følgende nat. Selve parringsakten ses sjældent.

Efter en drægtighedstid på 42-43 dage fødes de første killinger, som man ofte kan finde allerede sidst i februar. Hunnen kan parre sig igen kort efter fødselen eller endog nogle dage før, og i alt kan en hare få 3-4 kuld årligt.

Ungerne fødes i en svag fordybning på åben mark eller i skjul af græs eller småbuske. De vejer godt 100 gram, er hårklædte og kan se og bevæge sig rundt kort efter fødslen. Moderen forlader hurtigt ungerne og den kommer kun tilbage en gang i døgnet for på få minutter at give ungerne dige. Når ungerne er en måned gammel kan de klarer sig selv. Året produktion af harer er halveret, når efteråret melder sin ankomst.

Månedens fugl: Ringdue (Columba palumbus)

Ringduen, som blandt jægere kaldes skovduen, er vores største due. Den kendes let på den hvide plet på siden af halsen og på de hvide vingebånd i flugten.

April er den helt store trækmåned for ringduer i det nordvestjyske, når de vender tilbage til Skandinavien fra vinterkvarteret i Holland, Belgien, Frankrig og det nordligste Spanien.

Duerne begynder trækket fra tidlig morgen til omkring middag, hvor fuglene slår sig ned for at fouragere der, hvor de er nået til. Dagen efter fortsætter så trækket mod nord.

Flokkene varierer i størrelse fra en håndfuld til flere hundrede på deres vej nord.

Mange fugle bliver i Danmark  vinteren over, og ringduen ses overalt i Danmark året rundt. Om foråret ser man ofte hannen i parringsflugten, hvor den stiger næsten lodret op og efter et par klaskende slag med vingerne glider ned på stive vinger.

I parker, på kirkegårde og i haver er duerne ofte meget tillidsfulde og kan ligefrem lade sig håndfodre. Helt anderledes er det i naturen, hvor ringduen som et eftertragtet jagtbytte er særdeles sky.

Månedens vækst: Rævling ( Empetrum nigrum )

Her i slutningen af marts og et stykke ind i april kan det være en støvet fornøjelse at vandre hen over den åbne klithede i nationalparken. Det er revlingen, som blomstrer og afgiver store mængder af pollen.

Nogle revlingplanter har kun hunblomster, andre kun hanblomster. I de rødlige hanblomster findes der tre stærkt farvede, røde støvknapper. Vinden sørger for bestøvningen.

Selve planten er en lav, stedsegrøn dværgbusk med tæt siddende, snart spredte og snart kransstillede, nåleformede blade, der på undersiden har en hvidlig stribe. Sidst på sommeren kan man plukke de sorte og blanke, saftige, men temmelig smagløse, bærlignende stenfrugter. I Thy kalder vi dem sortbær.

Revling dominerer især i de sene udviklingsstadier, når klitheden er blevet gammel. Her må andre planter indrette sig efter revlingen. På grund af sin hårdførhed over for salt og vind og dens evne til at formere sig med lange vegetative skud, som let overvokser andre arter, kan revlingen efter mange år danne et tykt tæppe, som udelukker de fleste andre arter på heden.

Planten er følsom over for en række forstyrrelser. Den dør fuldstændig ud efter brand, idet frøene, som er færre og større end hedelyngens, ikke kan overleve varmen på samme måde som lyngfrø. Denne viden udnyttes, når heden brændes af for at forny vegetationen. Revling er også meget følsom over for dyrenes tramp og anden færdsel. Derimod ædes den ikke af hverken husdyr eller vildt.

Et tæt dække af revling, som vi ofte finder på den tørre del af klitheden, er derfor tegn på, at heden har ligget hen uden forstyrrelser gennem mange, mange år.

Månedens fugl: Rørhøg ( Circus aeroginosus )

Rørhøgen er på størrelse med en musvåge og dermed den største af kærhøgene. Ser man en rovfugl i lav flugt over et rørskovsområde, vil det næsten altid være en rørhøg.

Rørhøgen er i fremgang i Danmark. Omkring 1975 fandtes kun omkring 100 ynglepar, mens bestanden i dag skønnes at være vokset til 650 par. De fleste fugle yngler i den sydlige del af landet, og rørhøgen er stadig en forholdsvis fåtallig ynglefugl i Thy.

I Nationalpark Thy findes rørhøgen på Agger Tange, i Hanstholm Reservatet og i Vandet Sø, hvor der i år er konstateret to ynglepar.

Fuglene overvintrer i Middelhavsområdet og i Afrika. De danske ynglefugle kommer hertil i marts –april og æggene lægges omkring 1. maj. Trækket af fugle, som yngler i Nordskandinavien, passerer typisk først Danmark i løbet af maj måned.

Månedens vækst: Stenmorkel

Man kan for så vidt finde svampe hele året. 
Den spiselige stenmorkel er en ret sjælden forårssvamp (april-maj), som vokser i sandede nåleskove, særligt på steder, hvor jorden er rodet op, eller hvor der ligger barkrester. Specielt på ældre rydninger.

Svampen er 5- 15 cm høj og 5- 10 cm bred. Hatten varierer fra lys brun til kaffe- eller chokoladebrun og er hjerneagtig snoet med indrullet rand. Stokken er hvid og furet eller grubet. Hele svampen er hul og let at brække i stykker.

Spiselig stenmorkel er dødeligt giftig og indeholder bl.a. giftstoffet Gyromtrin. Tidligere troede man, at giftstofferne kunne fjernes efter afkogning og bortkastning af kogevandet eller ved lang tids tørring, men man har fundet ud af, at der stadig er giftrester tilbage efter forbehandlingen. Så på trods af navnet regnes den ikke længere som spisesvamp. Den burde derfor omdøbes til uspiselig stenmorkel.

Hvis du finder den, så glæd dig over en af svamperigets mærkeligste fremtoninger og udskyd din jagt på spiselige svampe til kantarelsæsonen, som begynder allerede i begyndelsen af juli.

Månedens fugl: Tinksmed ( Tringa glareola )

Netop nu er medarbejdere fra Skov- og Naturstyrelsen Thy i færd med at registrere ynglefugle på Thys klitheder. En af de arter, som følges med særlig interesse, er den lille vadefugl tinksmeden, for den er om nogen karakterfugl for klithederne. Dens foretrukne ynglesteder er åbne områder, hede- og tørvemoser med småsøer og kær, omgivet af lav vegetation.

Tinksmeden er en lille klire på størrelse med en stær. Den overvintrer i Afrika syd for Sahara og ankommer her til landet fra midten af april. Æggene lægges omkring 1. maj og udklækkes tre uger senere. Omkring Skt. Hans er ungerne flyvefærdige.

Tinksmeden slår sine triller på ynglepladserne netop nu. Dens smukke trille, der kan minde om hedelærkens sang, udføres i flugten. Fuglen er meget følsom, når den har æg og unger, og skælder voldsomt ud, hvis den forstyrres.

Ynglebestanden i Danmark er faldet fra 2-300 par i 1950´erne til et niveau omkring 80 par i dag. Heraf findes de 80 % i Nationalpark Thy, hvor bestanden er nogenlunde stabil.

Den forholdsvis gunstige situation i Thy skyldes dels, at fuglene har ro i fuglebeskyttelsesområderne, hvor der er adgangsforbud i yngletiden, dels at omfattende hedepleje sikrer åbne områder med lav vegetation.

Månedens vækst: Kattefod ( Antennaria dioica)

Netop nu blomstrer kattefod (kurveblomstfamilien) på klitheder, skrænter og overdrev i Nationalpark Thy.

Den er relativ sjælden i Danmark og er gået meget tilbage i nyere tid p.g.a. ødelæggelse af biotoperne, især tilgroning og eutrofiering.

Kattefod er en lav, uldhåret plante, som kan blive op til 20 cm høj. Fra bladrosetterne udsender planten korte udløbere, som gør, at kattefod ofte danner tætte måtter.

Bladene er omvendt ægformede med en ofte glat overside og en hvidfiltet underside.

Kattefod er tvebo. Det vil sige, at den enkelte plante er enten hanlig eller hunlig. De 2-8 kurve sidder på hårede stilke. De hunlige kurve er aflange, med rødlige kurveblade og de hanlige er kugleformede med hvide kurveblade. Han- og hunplanter er lige almindelige og ofte finder man grupper af rent hanlige individer ved siden af grupper med rent hunlige individer.

Artsnavnet "dioica" er en bøjningsform af det latinske "dioicus" (tvebo), som betyder at planten delt op i han- og hunplanter. Det danske navn "kattefod" sigter til plantens bløde, grålige behåring samt til, at især de hanlige blomsterstande er samlinger af kurve, som kan minde om en pote.

 

Månedens fugl: Rødrygget Tornskade (Lanius collurio)

Rødrygget tornskade er udbredt i det meste af Europa og et stykke ind i Asien. I Danmark yngler den ret almindeligt på overdrev og andre åbne, tørre områder med spredte buske.

Det største antal ynglefugle finder man i det østlige Danmark, men her er arten i tilbagegang, formentlig af mangel på egnede levesteder. Til gengæld er den i fremgang i det vestlige Jylland.

Rødrygget tornskade ankommer fra vinterkvarteret i tropisk Afrika i maj og forlader landet igen i september.

Den smukke fugl er ret iøjnefaldende. Den sidder ofte i toppen af en busk og spejder efter bytte. Fuglene lever parvis i et territorium, som forsvares med næb og kløer mod indtrængende artsfæller.

Rødrygget tornskade lever mest af insekter som biller og græshopper, men tager også – især i køligt vejr – smågnavere, firben og småfugle. I perioder med godt vejr og særlig mange insekter hamstrer fuglene føde, og man kan se bytte spiddet på lange spidse torne. Forrådet udnyttes så i magre tider, for eksempel i regnvejrsperioder.

Månedens vækst: Hjælme (Ammophila arenaria)

Sand-hjælme eller bare hjælme er uden tvivl den mest almindelige og udbredte græsart i Nationalpark Thy.

På latin hedder planten Ammophila arenaria. Ammophila kommer af græsk ammos = sand og philos = elskende og hentyder til, at planten elsker et sandet voksested. Artsnavnet arenaria betyder faktisk også sand, som for at understrege klitten og sandets betydning for plantens trivsel. Det danske navn hjælme er beslægtet med ordet halm og hentyder til plantens grove og kraftige strå.

Hjælme er almindelig i klitter og på sandstrande langs Vesteuropas og Middelhavets kyster. Den findes ofte sammen med marehalm, som kan forveksles med hjælme, når vi befinder os i den yderste hvide klit nær havet.

Det er en flerårig græsart, der blomstrer i en tæt topformet blomsterstand (dusk) netop nu i juli. Hjælme hører til den første vegetation i den dynamiske klit, hvor den ved overfygning af sand vokser kraftigt og helt kan gennemvokse klitten med lange, forgrenede jordstængler og herved forhindre sandflugt. En klit, hvor hjælme danner spredte tuer og hvor der ikke findes andre planter, kaldes for den hvide klit. I den grå klit er andre planter kommet til, og på dette stadium, hvor sandet stort set er bundet, ophører hjælme med at blomstre. Bladene er sammenrullede for at begrænse fordampningen. Dette gør den i stand til at overleve på de mest tørre steder. Bladene er mere sammenrullede i tørt vejr end fugtigt.

De gamle klitbønder gav planten til deres kreaturer, brugte den til tagdækning, brændsel, reb og kurvefremstilling også selvom man her i Thy forsøgte at regulere udnyttelsen ved bl.a. fredning af klitter i et reskript fra 1779. Senere fulgte Christian VII´s "Forordning angående Sandflugtens Dæmpning" af 19. september 1792, gældende for hele landet.

I de forløbne godt 200 års kamp mod sandet spiller hjælmen en af hovedrollerne.

Månedens fugl: Grågås (Anser anser)

Om sommeren lever grågåsen en diskret tilværelse. Ynglefuglene har travl med at opfostre deres unger, og i den samme periode fælder de voksne fugle svingfjerene og er derfor ude af stand til at flyve. Men nu i august er ungerne flyvefærdige, og nu søger fuglene til de gode fourageringspladser. Det gælder også de nordiske fugle, som mellemlander i Thy på deres vej mod syd.

Derfor står måneden i grågåsens tegn. Op til 30.000 fugle søger føde på de afhøstede marker i Thy, inden de om aftenen går til ro i Vejlerne, på Agger Tange og på nationalparkens klitheder. Morgen og aften trækker gæssene lange kiler over himlen, og længe inden man ser dem, hører man deres velkendte småsnakken.

Fra august og frem til oktober sker det egentlige borttræk til Guadalquivir i det sydlige Spanien, men de senere års milde vintre betyder, at et stigende antal fugle overvintrer i Danmark.

Månedens vækst: Mosebølle (Vaccinium uliginosum)

Fra sidst i juli til slutningen af august har der fra gammel tid været tradition for, at thyboerne samler ”blåbær” på klithederne. Antyder man, at det ikke er blåbær, men mosebølle der plukkes i Thy, bliver der trukket på skulderen og man kan se på den skeptiske bærsamler, at her i Thy har vi altså kun blåbær. Så i Thy er mosebølle = blåbær.

Mosebølle kan man finde overalt på klithederne i nationalparken. Især på den fugtige bund i hedekærene og ofte sammen med pors og nær klokkelyng.

Det er en løvfældende dværgbusk på 10- 70 cm med brune, cylindriske og jævne grene. Bladene er spredte, flade 10- 25 mm , omvendt ægformede og helrandede med blågrøn underside.

Rodnettet består af meget fint trævlede rødder (rodfilt), som har symbiose med én eller flere svampe i form af mykorrhiza.

Blomsterne er hvide over lyserøde til røde. Hængende og krukkeformede med tilbagebøjede flige. Blomstringen sker i maj og juni.

Bærrene er blåduggede og aflange og indeholder farveløs saft.

Son nævnt forveksles mosebølle nemt med blåbær, men denne plante har kantede grønne grene, savtakkede blade og runde saftige bær, som farver munden helt blå, når man spiser dem. Blåbær findes kun få steder i Thy.

Månedens fugl:

Havterne ( Sterna paradisaea )

Havternen er en fåtallig ynglefugl i nationalparken. Som ynglelokalitet forretrækker den forholdsvis beskyttede, men dog åbne kystområder.

De bedste muligheder for at se fuglen har man normalt på Agger Tange. Her var der i foråret 2009 en koloni på 12 par, men af uvisse grunde fik de ikke unger på vingerne.

Havternen er en gratiøs flyver. Den ses ofte patruljerende i 3-4 meters højde langs lavvandede kyster, hvor den flyver med bløde, dybe vingebevægelser, der hæver kroppen for hvert vingeslag. Får den øje på en fisk, står den stille i luften, inden den styrtdykker og forsvinder helt under vandet.

Havternen trækker længere end nogen anden nordisk fugl, idet den overvintrer i drivisen ud for Antarktis. Fuglene ankommer typisk til Danmark i april og trækker sydpå i august-september. Helt frem til begyndelsen af november passerer trækgæster fra Nordskandinavien.

Havternen forveksles nemt med fjordterne. Næbbet er det sikreste kendetegn. Hvor fjordternens er langt, kraftigt og orangerødt med sort spids, er havternens næb kortere, spinklere og blodrødt.

Månedens vækst:

Soldug

Soldug tilhører en verdensomspændende planteslægt med ca. 100 arter af små, spinkle, insektædende planter.

Bladene er langstilkede, rosetstillede og med kirtelhår på oversiden. Kirtelhårene udskiller både slim og fordøjelsesvæsker med proteinopløsende enzymer. Insekterne tiltrækkes af de skinnende kirtler og sætter sig på bladene. Her fastholdes de af slimen og opløses af fordøjelsesvæskerne, idet bløddelene nedbrydes til aminosyrer, som siver ned over bladet og optages gennem bladoverfladen. På denne måde er soldug i stand til at skaffe sig næring på selv den magreste og mest udpinte sandbund.

Blomsterne er hvide, 5-tallige og åbne i solskin.

I Nationalpark Thy har vi de tre arter af familien, som findes i Danmark: Rundbladet soldug, langbladet soldug og liden soldug. Nogle steder kan man endda være så heldig at finde alle tre arter inden for et ganske lille område på den våde klithede.

Her i september er planterne afblomstret, men på den blottede, våde tørvebund i klitlavninger og på afblæsningsfladerne kan det være helt rødt af de slimede og glinsende blade.

Månedens fugl

Sulen er den største ynglende havfugl i Nordatlanten. Her i landet ses den især langs vestkysten, og især under efterårstrækket i september-oktober.

På dage med vestenvind ses flokke med over tusind fugle. Ofte ses fuglene i bueformede formationer, der skyldes, at flugten veksler mellem langsomme vingeslag og glid.

Sulerne kommer fra ynglepladserne i Norge, på Færøerne og Island, hvor de yngler i kolonier på stejle klippekyster.

Ungfuglene overvintrer ud for Vestafrika, mens de gamle fugle normalt bliver i europæiske farvande.

Sulen lever af fisk i størrelsen op til 30 cm. Den fanger sit bytte ved at styrtdykke fra op til 30 meters højde, og den er i stand til at dykke ned til 15 meters dybde..

Månedens vækst

Nationalparken rummer mange særprægede organismer. Prøv en våd efterårsdag at finde nogle hyldetræer. Helst gamle forfaldne grupper af træer. Gå ind under kronerne og kig op ad de frønnede stammer. 
Her vil du ofte finde nogle mærkelige svampe, som med lidt god vilje kan minde om ører. I fugtigt vej er de store, bløde og vingummiagtige. Når vejret er tørt, er de små, indtørrede og hårde. De kan have forskellig form, men oftest ligner de en omvendt skål eller et vandret øre. Undersiden er glat, oversiden har små, fine hår. Det er judasøre. 
Som nævnt vokser judasøre tit på hyldetræer, sjældnere på andre løvtræer som poppel, elm, ask og bøg. Da den er følsom over for frost, vokser den oftest tæt ved kysterne, selvom den i de senere år har bredt sig mere til indlandet. Det kan hænge sammen med temperaturstigningen og den øgede baggrundsforurening med næringsstoffer fra landbrug og trafik. 
Hvordan kom svampen til at hedde judasøre? Vi ved fra Biblen, at Judas forrådte Jesus, men fortrød, hvad han havde gjort, og gik hen og hængte sig. Sagnet fortæller, at det var i et hyldetræ. Hvor hans øre ramte træet, voksede svampen Judasøre ud. 
Judasøre er spiselig, men uden særlig smag. Den kan i modsætning til mange andre svampe ikke steges, da dens store vandindhold (ca. 98 %) i forbindelse med varmt fedtstof på en pande får den til at eksplodere, som popkorn i en mikroovn. Brug den f.eks. i supper eller strimlet i ris.

Månedens fugl: Sjagger ( Turdus pilaris )

Sjaggeren er en stor drossel, lidt større end sin fætter solsorten.

Sjaggeren er en fåtallig ynglefugl herhjemme. Til gengæld er den en meget hyppig og meget synlig gæst på efterårstrækket fra ynglepladserne i Nordskandinavien.

Trækket falder naturligt sammen med kulde i sommerkvartererne. Det har sjaggeren til fælles med blandt andet skovsneppen, og enhver jæger ved da også, at ser man pludselig mange sjaggere, så er der sikkert også snepper i skoven.

Fuglene ses ofte i flokke på 20-30 stykker, men der kan være både flere og færre.

Under efterårstrækket spiller bær og frugter en stor rolle som fødeemne. Fuglene lukrerer først og fremmest på vilde planter som tjørn og rose, men kan også lade sig lokke til at besøge haver med mange nedfaldsæbler. De kan endda vænne sig til at besøge foderbrættet, især hvis man lægger æbler ud.

Sammenlignet med andre drosselarter udmærker sjaggeren sig ikke ved sin sang. Fuglens danske navn har den fået efter sit kald, som lyder noget i retning af ”sjæk-sjæk”, mens sangen er en række hæse, skrattende lyde.

Månedens vækst: Kødet stjernebold (Geastrum triplex)

Her i november kan man være heldig at finde en mærkelig svamp på skovbunden. 
Den vokser især på god bund under skyggefulde løvtræer. 
En tykkødet, stjerneformet opsprækkende „støvbold", hvor den inderste sporebeholder er omgivet af en krave; sporerne kommer ud af et lille frynset hul.

Stjernebolde vækker på grund af deres sjove facon altid interesse, og selvom de fleste arter er sjældne, er det en svampegruppe vi ved mere om end om mange mere almindelige arter. Længe troede man de var beslægtet med støvboldene, men nu ved vi, at de ved parallel udvikling har tilpasset sig til den samme type af sporespredning som støvboldene.

Stjerneboldene er beslægtet med koralsvampe og stinksvampe, mens støvboldene er tæt beslægtet med champignoner. Prøv forsigtigt med en finger at trykke på sporebeholderen og se hvordan sporerne "pulser" op af hullet. Behøver jeg skrive, at den ikke kan spises?

Månedens fugl: Grønirisk ( Carduelis chloris )

Grønirisken er en almindeligt udbredt ynglefugl over hele landet, dog mest i de frodige egne på øerne.

Fuglen er en kraftigt bygget, korthalet finke med et kraftigt næb. Den er let kendelig i flugten, hvor to gule vingefelter og to gule felter på siden af halen lyser op.

Den hjemlige bestand får et vældigt tilskud om efteråret, når ynglefugle fra Nordskandinavien, især Vestnorge,  ankommer i stort antal. Mange overvintrer i Danmark og kan ses på foderbrættet vinteren igennem. Fuglene holder især af olieholdige frø som solsikke og hamp.

I det åbne landskab ser  man ofte småflokke af grønirisk. De har en forkærlighed for hyben, og derfor kan luften pludselig blive levende af dem, når man passerer et rosenkrat. Derudover lever de mest af frø fra forskellige ukrudtsplanter.

Grønirisk er en af de arter, som i høj grad har profiteret af væksten i antallet af parcelhus- og sommerhushaver. Derfor er den hjemlige ynglebestand fordoblet siden 1970´erne.

Månedens vækst: Engriflet hvidtjørn ( Crataegus monogyna )

Engriflet hvidtjørn er det bedste "levende pigtråd", man kan tænke sig. Man finder den inde i plantagerne eller i skovbrynene som en op til 8 m høj, tornet busk eller lille træ (12-15 m), der er middel skyggetålende og tåler megen vind. Selv på vores forblæste kystskrænter ses skævvredne tjørn, der kæmper sig opad trods ugunstige vilkår.

Blomstringen finder sted i juni, og den rige frugtsætning gør den eftertragtet af fuglene. Frugterne har kun én sten. Kviste og skud ædes af hjortevildt og harer.

Hvis fuglene ikke har ribbet tjørnebuskene fuldstændig for de mørkerøde stenfrugter, kan man i december se de afløvede buske stå og lyse rødt i landskabet.

J.P. Jacobsen, vores verdensberømte digter og forfatter fra Thy, skriver i slutningen af digtet "En arabesk":

Alt er forbi ! 
Paa den snedækte Slette 
I den brune Skov 
Vokser en enlig Tjørn, 
Et for et, 
Et for et, 
Drypper den de blodrøde Bær 
Ned i den hvide Sne; 
De glødende Bær 
I den kolde Sne. – 
Kjender du Pan ?