Overnat i det fri

Af med vandrestøvlerne og ned i soveposen. Det er skønt at sove i det fri, og det er der rig mulighed for i Nationalpark Thy. På en af vores shelterpladser, i telt på de primitive lejrpladser eller i friteltningsskovene. Eller måske bare under den åbne himmel på stranden. God lur!

Shelterpladser

Naturstyrelsen har en lang række shelters på helt unikke spots i nationalparken, til fri afbenyttelse. Nogle shelters kan bookes, andre er 'først til mølle'. Er et booket shelter ikke anvendt kl. 20, må det benyttes af andre. Og husk, hvad end du har booket eller ej, at det både er god stil og hyggeligt at dele pladsen med andre. 

Du kan finde og booke shelters hos Naturstyrelsen.

Ved Lodbjerg Fyr samt ved Sårup findes gruppeshelters, der kan bookes af institutioner og organisationer gennem Naturstyrelsen Thy: Gruppeshelter. Endelig er der ved Lodbjerg et handicapvenligt shelter, som du kan læse mere om her: Shelter med liftkrog

Thisted Kommune har fire flydende vandshelters - heraf et i Agger Havn. De kræver booking og har et gebyr på 100 kr. per nat. Se her: Vandshelters

Gruppeshelter kan bookes af institutioner og store selskaber ved Naturstyrelsen Thy. Er shelteret ikke optaget kl. 20, må det frit afbenyttes - og deles. Foto: Poul Christian Madsen.

Fri teltning

Staten har 275 skove, hvor du må slå dit telt op for natten - uden at spørge om lov først. Fire af dem ligger i Nationalpark Thy: Hvidbjerg Klitplantage, Stenbjerg Klitplantage, Tvorup Klitplantage (kun vest for Kystvejen) og Nystrup og Vandet Plantager. 

Alle steder gælder 1-2-3-reglen: Max 1 overnatning med 2 telte med plads til 3 personer i hver. Når du slår dit telt op, må det ikke kunne ses af andre, der færdes i skoven – både gående på stier eller kørende i bil på veje gennem skoven – og det må heller ikke kunne ses fra bygninger. Det betyder fx, at du ikke må slå teltet op på strandbredder eller i klitter, selvom det fremgår af oversigtskortet for fri teltning. Det samme gælder enge, moser, heder, marker eller andre lysninger, hvor der ikke er træer til at skjule teltet. Det er ikke tilladt at lave bål i skovbunden, men har du et lukket stormkøkken (som en Trangia), må du gerne bruge den. 

Læs mere om regler og muligheder hos Naturstyrelsen og find fri teltningsområderne på vores app.

Du må slå telt op på nationalparkens shelterpladser eller i de skove, hvor der er fri teltning, så længe du følger Naturstyrelsens retningslinjer. Foto: Mette Johnsen.

Andre muligheder

Du må sove under åben himmel på stranden eller  i skovbunden overalt på statens arealer – fx i en sovepose på et liggeunderlag eller med et tæppe over. Du må også spænde din hængekøje ud mellem to træer, bare du er opmærksom på, at du ikke beskadiger træerne.

Vil du hellere sove indendørs, så er der også mange gode muligheder for det på vandrehjem hoteller, hytter og feriecentre, hele vejen fra Agger til Hanstholm. Det kan du læse meget mere om hos Visit Nordvestkysten. Og hos vores formidlingspartner Opdag Thy, som har en lang liste over overnatningsmuligheder i Thy.

Foretrækker du en rigtig campingplads finder du sådanne i blandt andet Stenbjerg, Vorupør, Klitmøller og Hanstholm. For spejderhytter mm. se her: hyttefortegnelsen

I Redningshuset i Lyngby har vandrere mulighed for at overnatte under tag i primitive køjesenge. Her er vand og toilet - og en enkelt overnatning er gratis.

Download nationalparkens app - så har du det hele lige ved hånden. Du finder den her: App Store eller Google Play