Fotokonkurrence i Nationalpark Thy

21-03-2018

I dag skydes Nationalpark Thys fotokonkurrence i gang for skoleelever i 4.-9. klasse. Invitation er netop udsendt til områdets skoler.

Børn og unge inspireres til at komme mere ud i naturen

Målet med konkurrencen er at inspirere børn og unge til at komme mere ud i naturen og få øjnene op for, at der er mange forskellige måder at se naturen på. Ved at bruge foto med mobiltelefoner, kan alle elever typisk være med. Man skal ikke have nogle særlige forudsætninger for at være med i konkurrencen, som dermed kan afvikles med nogenlunde samme præmisser for alle. Derudover er det et mål, at eleverne kommer ud og oplever den karakteristiske natur i Nationalpark Thy.

Konkurrencen er en oplagt afslutning på et foto-læringsforløb, hvor eleverne har arbejdet med forløbene "Bliv en ørn til at analysere naturfotos (Thy85)" og "Bliv en ørn til at tage naturfotos (Thy87)".

Konkurrencen slutter den 24. maj på den internationale nationalparkdag.

 

Vind flotte præmier

Den klasse der tager de bedste fotos, vinder en vildmarksoplevelse i Nationalpark Thy til en værdi af 2.000 kr.

De tre bedste individuelle fotos vinder også flotte præmier: 1. præmie: Gavekort på 1.000 kr. til Photocare i Thisted. 2. og 3. præmie: Goodiebag med friluftsudstyr og lignende. Alle vindere får print af eget foto i 30*40 cm. Vinderfotos udstilles hos Photocare i Thisted.

Hent den invitationen til skolerne her, og læs meget mere om konkurrencen i undervisningsforløbet, som kan ses på http://undervisning.nationalparkthy.dk/find-opgaver/thy80/ 

Konkurrence afvikles i samarbejde med Kulturrummet, Thisted Kommune.

 

Yderligere info

Projektleder Bo Immersen, , 7254 1505.