Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Ny vandrerute indviet i Nationalpark Thy

18-09-2017

Fredagens smukke og blide sensommervejr bød sammen med rundt regnet 100 gæster den nye vandrerute ved Isbjerg velkommen. Nyanlagte stiforløb og velplacerede podier guider de besøgende igennem det storslåede landskab, der er formet af millioner af års naturkræfter.

På billedet ses Ditte Svendsen, der er skovrider i Naturstyrelsen Thy.

Nye oplevelsesmuligheder
I fællesskab har Realdania og Naturstyrelsen Thy bidraget til den nye vandrerute, der skal lokke endnu flere ud i naturen. Projektet er gennemført som en del af Realdanias kampagne ”Stedet Tæller”.

Tolv aluminiumsstøbte podier, stier og trapper guider de besøgende op og ned af det bakkede landsskab og sørger også for, at man husker at stoppe op og bare tage naturen til sig.

-Isbjerg er naturstyrelsens mest besøgte område i Thy. Vandreruten fungerer som en rød tråd igennem landskabet og gør sammen med ny skiltning og nye udsigtspunkter reservatet endnu mere tilgængeligt –både for dem, der kommer her tit og dem, der oplever det unikke landskab for første gang. Projektet viser, at det er muligt at komme helt tæt på og samtidig respektere de værdier, mange kommer for at opleve, siger Ditte Svendsen, skovrider i Naturstyrelsen Thy.

Og hun påpeger, at det er lavet i respekt for naturen, så hverken flora eller fauna har taget skade af projektet.

Formidling ude i naturen                               
Isbjerg er det højeste punkt i Hanstholm Vildreservat og et af kerneområderne i Nationalpark Thy med sit karakteristiske klithedelandskab.

-Fra Isbjerg har du en fantastisk udsigt over nationalparkens nordlige del, og fredagens klare vejr gjorde, at vi kunne se helt ud til Vesterhavet, fortæller Bo Immersen, der er projektleder for formidling i nationalparksekretariatet. Og fortsætter: Vandreruten er et rigtig spændende initiativ og en ny måde at tænke formidling på ude i naturen. Skiltningerne nede i vandrestien - fx det med ulvepoten - er sjovt og gør folk nysgerrige. Jeg vil i mit arbejde fremadrettet tænke det med ind, så der er god sammenhæng til fx nationalparkens App.

I forbindelse med vandreruten har Nationalpark Thy sponsoreret 3/4 dele af beløbet til opførelsen af toiletfaciliteterne samt de nye informationskort.

Regler for færdsel
For at beskytte dyrelivet gælder der særlige regler for færdsel i Hanstholm reservatet. Hele området øst for Kystvejen er lukket i yngletiden fra 1. april til og med 15. juli. Det centrale område med de mange søer og vådområder er lukket for færdsel hele året.