En million til Nationalparkcenter

Støtteforeningen Nationalpark Thy har nået sit mål om at indsamle 1 million til det nye nationalparkcenter og indsamlingen fortsætter…

Siden januar i år har Støtteforeningen Nationalpark Thy samlet ind til det nye nationalparkcenter, der skal bygges i Nr. Vorupør i hjertet af Nationalpark Thy. I denne uge var målet om millionen nået. Helt præcis er der på givende tidspunkt indsamlet 1.007.888 kr. fra virksomheder, foreninger og private.

Ifølge Støtteforeningens indsamlingskoordinator, Frede Østergaard, følger der en stor signalværdi med indsamlingen:

”Indsamlingen handler ikke kun om penge. Det handler måske endnu mere om, at vi viser hinanden opbakning, ejerskab og ikke demonstrerer ligegyldighed. Den lokale opbakning, støtte og stolthed over Nationalpark Thy er projektets drivkraft og motor, som skal næres af fællesskabet og den fælles opbakning.”

”Med et mål på én million kr. er indsamlingen et væsentligt bidrag til realisering af Nationalparkcenter Thy. Det er vigtigt for omverdenen, fonde og os selv, at der kommer handling bag ordene, og at vi sammen er med til selv at vise vejen frem – stor, som lille, som privatperson, forening eller virksomhed. Med fælles opbakning og ejerskab kan vi meget.”

Støtteforeningen blev stiftet to år før Nationalpark Thy og har gennem de sidste 10 år arbejdet for at tage initiativer til og skabe rammer for aktiviteter og praktiske arrangementer, der medvirker til at bevare og fremme interessen for og engagementet i Nationalpark Thy. Alle kan blive medlem af Støtteforeningen Nationalpark Thy og støtte op om deres arbejde.

Udover indsamlingen arrangerer Støtteforeningen ugentlige gåture med frivillige fortællere i Nationalpark Thy, de har naturplejedage og de har en stor gruppe af såkaldte stivogtere, der hver har adopteret en af de afmærkede stier i Nationalpark Thy, som de passer og kontrollerer for afmærkning, foldere mm.

Støtteforeningen ønsker at sige tusind tak til alle bidragsydere, både til virksomheder, foreninger og privatpersoner.  Selvom målet om en million er nået, så fortsætter indsamlingen og en donation kan være årets julegaveidé…

 

Fakta om indsamlingen:

  • Alle bidrag op til 10.000 kr. fordobles af Sparekassen Thy
  • Med en privat donation på minimum 333 kr. følger et medlemskab til Støtteforeningen i et år, sit navn på fondstavlen og en kampagne t-shirt.
  • Donationerne er inddelt i fire kategorier og er efter størrelse en Odder-, Ræv-, Kronhjort- og Ulve-donation
  • Læs mere om indsamlingen på http://www.støtnationalparkcenterthy.dk/